Nogle gange handler fred ikke om enighed – men om respekt
Forleden var jeg med til at hjælpe to parter i en konflikt, der var løbet helt af sporet. De så situationen vidt forskelligt – hver med sin egen oplevelse af, hvad der var sket, og hvorfor det var gået galt. I starten virkede det umuligt at mødes. Begge følte sig misforstået og lidt såret, og jeg kunne mærke, hvor meget de ønskede at blive “set” i deres egen sandhed. Men det, der løste det, var faktisk ikke, at vi fandt frem til, hvem der havde ret. Det handlede om at acceptere, at to virkeligheder kan eksistere side om side – uden at den ene skal ophæve den anden.
Vi talte om, at der havde været manglende afstemning, uklar kommunikation og gode intentioner, som var blevet væk i støjen. Og i stedet for at holde fast i diskussionen om, hvem der gjorde hvad forkert, valgte de at afslutte situationen med værdighed. De besluttede at give slip på kampen om sandheden og i stedet mødes i respekt for, at det var blevet som det blev. Det var ikke perfekt, men det var ærligt.
I mit arbejde oplever jeg, hvor ofte konflikter i virkeligheden er udtryk for den samme bevægelse mellem skam og stolthed. Den ene trækker sig og føler sig forkert, den anden hæver stemmen for at føle sig stærk. Begge forsøger at beskytte sig selv. To poler, der skubber os væk fra hinanden. Men ligeværd findes midt imellem. Ikke i enighed, men i respekt. Når vi kan give slip på behovet for at vinde, og i stedet stå ved os selv uden at træde på den anden, opstår der ro.
Nogle gange er det nok ikke at forstå, men bare at anerkende. Ikke at forene, men at afslutte med værdighed. Det er dér, konflikter får lov til at lande – og mennesker får lov til at gå videre med løftet pande og åbent hjerte.
