Når lindring forveksles med selvomsorg/selvudvikling

Når vi deltager i fællesskaber, relationer og udviklingsrum, træder vi ind i et felt, hvor vi påvirker hinanden – også energetisk. Vores valg sætter spor, også når vi forlader noget uden konflikt eller forklaring.

Nogle gange forlader vi noget, ikke fordi det er forkert, men fordi det ikke lever op til vores forventninger. Prioriteringen daler, ubehaget vokser, energien falder, og beslutningen om at trække sig kan opleves som frihed: mere tid, mere ro, mere plads til mig selv.

Ofte kommer den bevægelse pakket ind i velkendte formuleringer om tid, selvomsorg og grænsesætning. Men uden bevidst refleksion over, hvad vi  forlader og hvorfor. Hvad der har været nærende og hvad vi evt. vil komme til at mangle. Hvordan kan vores valg , hvis det er væk fra ..sætte i os og i relationen og hvordan kan det gøres bevidst.

Når vi er overbelastede, irriterede, stressede, bange eller trætte, befinder vi os ofte i et lavt energimæssigt leje. I det felt søger vi lindring. Hurtig regulering. Noget, der kan løfte os ud af ubehaget. Men lindring er ikke det samme som bevidst forandring.

Måske kunne noget af det, vi søger ved at forlade relationen, også findes gennem et bevidst indre arbejde. Gennem justering, dialog, pauser eller nye måder at være til stede på – uden nødvendigvis at afbryde forbindelsen.

For græsset er sjældent grønnere…., før vi selv har ændret vores måde at stå på jorden.

Når vi forlader relationer uden at tage bevidsthed med os, risikerer vi at gentage bevægelsen igen og igen. Med nye mennesker, i nye fællesskaber. Og ofte med større konsekvenser: uforløst sorg, mistillid, drama eller en indre fornemmelse af tomhed, eller tvivl, måske er noget blev forladt for tidligt, eller på et tidspunkt hvor vores overblik og privoriteringer ikke var i god energi og rigtigt for os på den lange bane, ikke for at blive i noget usundt – men for at komme dybere i bevidstheden om, hvad det egentlig er, der får os til at ville forlade noget.

Hvad er det, der bliver trigget?
Hvilken forventning blev ikke mødt?
Hvilken del af os selv kom i spil?

Måske er selvomsorg derfor ikke altid at trække sig.
Måske er den nogle gange at blive længe nok til at forstå.
At tage sin egen skygge med ind i rummet.
At lade bevidstheden komme før bevægelsen.

Dette er ikke en opfordring til at blive for enhver pris.
Det er en påmindelse om, at hvordan vi forlader noget, betyder noget –
og at den dybeste frihed ofte ligger i at kunne rumme mere af livet, ikke mindre.

Det betyder ikke, at vi altid skal blive.
Men det betyder, at hvordan vi går, betyder noget.